Bedre dagslys i boligen giver livskvalitet

Lys er vigtigt for vores velvære – her er 5 gode råd til at få mere og bedre dagslys i din bolig.

Enhver, der har stået en morgen og set solen stå op eller siddet en aften og set den samme sol gå ned, ved, at dagslys er noget helt særligt. Og det er ikke kun vores følelser, der reagerer – forskning viser, at vores immunforsvar bliver styrket af dagslys.

Men hvordan sikrer man sig at få mest muligt lys ind i sin bolig? Her er 5 gode råd til dig, der overvejer at bygge om eller bygge nyt.

Sprosser eller ej?

Et vindue er ikke bare et vindue. Designet spiller en rolle for, hvor meget lys, du lukker ind i din bolig, så det kan være en idé at gå efter vinduer med smalle rammer for at få et større glasareal og dermed større lysindfald. Desuden vil vinduer med sprosser give mindre lys, så hvis du er til sprosser, skal du lave en afvejning af lysmængde i forhold til æstetik. Og husk, at man også kan få vinduer med smalle sprosser.

Størrelsen betyder noget

Når det kommer til vinduer, betyder størrelsen faktisk noget. Store vinduer lukker i sagens natur mest lys ind, men husk, at placeringen i højden også spiller en rolle. Højt placerede vinduer lukker lys langt ind i rummet og fordeler lyset jævnt, mens lys, der kommer ind ad et lavt placeret vindue, vil koncentrere sig omkring vinduet og vil give en mere varieret fordeling af lyset i rummet.

Tænk over verdenshjørnerne

Solen tager desværre ikke rigtigt hensyn til din bolig, så din bolig bør tage hensyn til solen. Tænk derfor over verdenshjørnerne, når du beslutter dig for, hvor dine vinduer skal sidde.
Der er mest lys at hente gennem sydvendte vinduer, mens øst- og vestvendte vinduer modtager omtrent lige meget lys fordelt mellem formiddags- og eftermiddagssol. Nordvendte vinduer får ikke direkte sollys.

Vægge i glas eller halv højde

Det er ikke kun vinduerne, der spiller ind på mængden af lys i boligen. Overvej derfor, om dine skillevægge egentlig behøver at gå fra gulv til loft, eller om de kunne bestå af glas? Ved at tænke i halve vægge, rumdelere eller glaspartier i stedet for traditionelle skillevægge kan du give lyset mulighed for at vandre fra rum til rum.

Den lille, men effektive løsning
Måske er budgettet eller tiden ikke til de helt forkromede løsninger, men en spand maling og lidt sund fornuft får dig også langt. Lyse farver på vægge og lofter kan gøre en stor forskel, ligesom du også kan overveje at tænke i lyse farver, når sofaen og de øvrige møbler alligevel skal skiftes ud på et tidspunkt. Og husk, at småting som mørke gardiner og potteplanter, der står i vindueskarmen, også stjæler lys, så her kan du gøre en stor forskel forholdsvis hurtigt.

God fornøjelse med at lukke lyset ind.

Kilde: VELFAC